Nyhed
30.01.2024

Kan vi beskytte os mod solens farlige stråler ved at spise et kosttilskud?

Aheen Faisal, læge og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitetshospital og tilknyttet Videncenter for Hudkræft, arbejder på et nyskabende forskningsprojekt, der udfordrer konventionelle metoder til solbeskyttelse. Kan solens potentielt skadelige stråler effektivt modvirkes ved indtagelse af vitaminpiller eller kosttilskud?

Læge og ph.d.-studerende Aheen Faisal er i øjeblikket i gang med at undersøge dette spørgsmål på Aalborg Universitetshospital. Aheen er ansat på Afdeling for Hudsygdomme og har været tilknyttet Videncenter for Hudkræft siden 2022.

Hudkræft er et stigende problem i hele verden. Det er velkendt, at sollys kan medføre hudkræft. På trods af den omfattende viden om faren ved solens UV-stråling bliver de kendte beskyttelsesmetoder såsom solcreme, tildækning og skygge ikke anvendt tilstrækkeligt. Der er derfor et behov for forskning i nye innovative metoder til solbeskyttelse.

I alt 50 forsøgspersoner deltager i forskningsforsøget, hvor det testes om Nikotinamid (Vitamin B3) og Polypodium Leucotomos (planteekstrakt) kan virke beskyttende mod solens UV-stråler, når de indtages i form af en vitaminpille eller som kosttilskud. Kan disse naturlige stoffer måske danne grundlag for fremtidens solbeskyttelse?

Forsøgets deltagere møder op på Afdeling for Hudsygdomme på Aalborg Universitetshospital fire gange, hvor man tester hudens lysfølsomhed og deltageren belyses med UV i en lyskabine. Imellem lysbehandlingerne indtager forsøgspersonerne Nikotinamid eller Polypodium Leucotomos. Derudover undersøges deltagernes urin og hud for UV-inducerede DNA skader og hudforandringer. Alle 50 patienter er blevet rekrutteret til forsøget og Aheen har nu behandlet godt halvdelen. Vi forventer at alle behandlinger er udført i februar 2024.

Forskningsforsøget kan give os ny viden om solbeskyttelse og indsigt i, hvordan vi I fremtiden potentielt kan beskytte os mod hudkræft på en nem og naturlig måde. Når de endelige resultater fra forsøget foreligger, vil disse blive publiceret på vfhk.dk