Nyhed
18.07.2023

Kan kroppens immunforsvar trænes til at bekæmpe hudkræft?

Kræftceller er specialiserede i at undgå kroppens forsvarsmekanismer. Men kan vi lære kroppens immunforsvar at genkende og bekæmpe hudkræft? Det er ph.d.-studerende Martin Wiinberg i gang med at undersøge på DTU.
Martin ses her på DTU med et såkaldt ’flow cytometer’ i baggrunden.

Ph.d.-studerende, Martin Wiinberg, forsker i at udvikle hudkræftbehandlinger, der er målrettet immunforsvarets celler - også kaldet immunterapi. Forskningsprojektet laves på DTU i samarbejde med Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital og Videncenter for Hudkræft.

Generelt involverer immunterapi brugen af særlige lægemidler til at styrke og aktivere kroppens eget forsvar mod kræftceller. Formålet er at genaktivere de kræftdræbende immuncellerne for at overkomme kræftcellernes hæmninger af immunforsvaret. En anden tilgang til immunterapi er at svække kræftcellernes evne til at forsvare sig selv. Dette opnås ved anvendelse af antistoffer, der binder sig til kræftcellerne og gør dem sårbare over for immunsystemet. Immunterapi kan omfatte forskellige metoder bl.a. antistoffer, cytokiner, forebyggende- og behandlende kræftvacciner samt T-celleterapi.

Tidligere forskning har vist, at immunforsvaret spiller en vigtig rolle i udviklingen af hudkræft. Ønsket med forskningsprojektet er derfor at udvikle nye behandlinger, der kan lære immunforsvaret at genkende kræftcellerne og herefter dræbe dem. Denne metode vil kunne tilbyde patienter med hudkræft en innovativ og effektiv behandlingsmetode til særligt udfordrende tilfælde.

For at undersøge hvordan immuncellerne reagerer på immunterapien, bruger Martin et såkaldt ’flow cytometer’, som ses på billedet ovenfor. Instrumentet giver et detaljeret indblik i immuncellerne i huden – en for en.

Håbet med de nye immunterapier er, at de ikke kun dræber kræften, men også formår at beskytte mod tilbagefald og dermed vil udgøre en lovende metode i kampen mod hudkræft.

Projektet forventes afsluttet i juni 2024, hvorefter resultaterne vil blive offentliggjort.